Præsident George H. Bush og lystfiskeren Claude Westfall med den sidste præsidentielle laks. Så ser Maine amerikanske senator Olympia Snowe (3. fra højre) på – C.Z. Westfall foto
Sidste opkald: Redder nationens atlantiske laks fra udryddelse
Af: Bob Mallard
Bob Mallard er en mand, der komfortabelt bærer mange hatte, har mange interesser og kvalificerende talenter. Her viser Bob en indfødt Maine dam bækørred før udsætning.
Redaktørens note: Dette er min anden artikel i vores serie om bevarelse af fluefiskeri. Denne serie vises med støtte fra Swift Fluefiskeri, producenter af Episke fluestænger.
Den følgende historie dukkede første gang op i MIDDELSTRØM. Med forfatterens og MIDCURRENTs tilladelse er vi glade for at genoptrykke denne historie, der skal læses.
Vil vilde indfødte atlanterhavslaks gå passagerduens vej, eller vil vi være i stand til at bringe dem tilbage fra randen af udryddelse, som vi gjorde den skaldede ørn, vores nationalfugl eller bison, vores nationale pattedyr ? Mens lyset dæmpes på "Fiskenes konge", må vi spørge os selv, gør vi alt, hvad vi kan for at forhindre tabet af nationens ikoniske atlanterhavslaks? Svaret er desværre nej...
Medmindre vi kan få alle på samme side, kan vilde indfødte atlanterhavslaks blive en fodnote i arkiverne for indiansk, tidlig europæisk bosættelse og udendørs sportshistorie. Desværre spiller politik, græstørv, paranoia, egoisme og mangel på økologisk oplysning alle sammen som den sidste atlantiske laks i USA, der er tættere på glemslen.
For femogtredive år siden, mens jeg var på Grand Pitch ved Maines Seboeis-flod, så jeg noget ud af øjenkrogen. Mens jeg stirrede på det brune vand, der styrtede ned over klipperne, sprang en fisk, jeg vurderede til at være 30 tommer eller mere, fra vandet og forsøgte at rydde vandfaldene, for kun at glide tilbage i det hvide skum nedenfor. Den prøvede to gange mere, før den forsvandt ind i mørket. Jeg havde lige set min første atlanterhavslaks i Maines vilde natur. Den fisk har forfulgt mig lige siden. — Bob Mallard
Arter af national betydning
Mens USA ikke har en officiel national fisk, hvis vi havde, ville atlantisk laks være øverst på listen over kandidater. På grund af deres historiske overflod var atlantisk laks en kritisk vigtig fødekilde for de oprindelige folk i det nordøstlige. De blev også brugt af tidlige europæiske bosættere.
Atlantisk laks var også med til at definere USAs rekreative lystfiskerscene og spillede en vigtig rolle i den tidlige udendørs sportshistorie, lore, litteratur, kunst og kultur. Præsidenternes udvalgte fisk som George H. Bush, sportsfigurer som Boston Red Sox-legenden Ted Williams og fluefiskerikoner som Lee Wulff, atlantisk laks repræsenterer toppen af rekreativt lystfiskeri.
Præsidentiel laks
I omkring firs år, længere end de fleste, der læser dette, har været i live, blev den første atlantiske laks fanget i Amerika hver sæson leveret til USA's præsident. Den første fisk gik til præsident Taft i 1912, og den sidste, passende nok, til deltidsboende Maine og ivrig atlantisk laksefisker præsident George H. Bush i 1992.
Benævnt "præsidentiel laks", de fleste, men ikke alle, af de fisk, der blev sendt til præsidenten, kom fra den sagnomspundne Penobscot-flod i Maine, opkaldt efter den indianerstamme, der beboer dens kyster den dag i dag .Desværre var disse ikoniske fisk, da praksis startede, allerede i problemer på grund af konstruktionen af dæmninger, som forhindrede dem i at nå deres historiske gydepladser
"Det er forbi tid for staten Maine at anerkende den truede status for atlantisk laks og omfavne en lederrolle i at beskytte og fejre denne konge (og dronning) af fisk." - Catherine Schmitt, forfatter til "Presidentens laks"
Lakseklubber
Maine var hjemsted for adskillige private lakseklubber. Etableret i 1887, Penobscot Salmon Club i Brewer siges at være den ældste fiskeklub i Amerika. Den sagnomspundne Veazie Salmon Club og Eddington Salmon Club er placeret på Penobscot såvel. Alle tre er stadig i drift, men ligesom deres navnebror fisk, træder vandet. Dennys River Sportsman's Club var placeret i Downeast, Maine. Desværre er den ikke længere i drift, sidder forladt og i forfald.
Dette skilt ved indgangen til den nu hedengangne Dennys River Sportsman's Club taler meget | Bob Mallard-billede
Søvn ved rattet
I 1948 var det blevet så slemt, at det kommercielle fiskeri efter atlantisk laks blev indstillet. Efter årtier med fodslæb og hensynsløs passivitet blev atlantisk laks i 2000 endelig opført som "truede" af National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) og U.S. Fish and Wildlife Service (USFWS,) en generation efter de skulle have været det.
Som et resultat af politiske skænderier af den daværende guvernør i Maine Angus King, med støtte fra den tidligere amerikanske senator Olympia Snowe, var kun Cove Brook and the Dennys, Ducktrap, East Machias, Machias, Narraguagus, Pleasant og Sheepscot Rivers inkluderet i listen, hvilket efterlader den kritisk vigtige Penobscot-flod og dens midterste og øvre bifloder svingende i vinden.
Guvernør King, nu en amerikansk senator, truede den føderale regering med, at hvis fisken blev listet, ville Maine stoppe med at samarbejde om bestræbelser på at genoprette laks. Senator Snowe slog alarm om, at notering af atlantisk laks ville resultere i "økonomisk halshugning" af Washington County, og specifikt den lokalt vigtige akvakultur- og blåbærindustri, hvilket ingen af delene skete.
Sæt fiskeri før fisk
Mens Maines atlantiske laksebestande kollapsede, fortsatte lystfiskere med at høste, hvad der nu var kritisk vigtige fisk i gydealderen. Væggene i de fleste lakseklubber er fyldt med billeder af lystfiskere, der holder store døde atlanterhavslaks. I mellemtiden beskyldte de samme lystfiskere alle undtagen sig selv for nedlæggelsen af deres værdsatte stenbrud.
I 2006 gik den nu hedengangne Maine Atlantic Salmon Commission (MASC) frem med en utilregnelig eksperimentel fiskesæson for atlantisk laks ved Penobscot-floden. Om det er drevet af offentligt og/eller politisk pres, potentielle indtægter fra salg af særlige tilladelser eller et ønske om at skabe noget god vilje hos lystfiskermiljøet er uklart. Uanset hvad var det bundet til at skabe problemer, da bevarelse af truede arter og rekreation ikke hænger sammen, i hvert fald godt.
På det tidspunkt var USFWS i gang med en gennemgang af indsatsen for genopretning af atlantisk laks. Et af spørgsmålene var at bestemme, om Penobscot- og Kennebec-floderne skulle føjes til genopretningszonen eller Distinct Population Segment (DPS). Ikke alene tvang de Maine til at indstille den eksperimentelle fiskesæson på grund af for mange fisk, der blev fanget, de tilføjede til sidst Penobscot og Kennebec, sammen med Androscoggin-floden, til listen over beskyttede farvande.
Juni, 2017 – den nu lukkede Dennys River Sportsman's Club | Bob Mallard-billede
Ret en fejl
I 2009 blev den føderale ESA-liste vedrørende atlantisk laks udvidet til at omfatte Penobscot-, Kennebec- og Androscoggin-floderne, hvoraf førstnævnte er og altid har været nulpunkt for bevarelse og restaurering af atlantisk laks i USA Stater Dette anerkender, at arten som helhed, ikke kun specifikke populationer, er i problemer.
Laksens tilstand
Vilde hjemmehørende atlanterhavslaks blev engang fundet fra Connecticut til Maine, såvel som upstate New York. New Yorks populære Salmon River, et økonomisk vigtigt og nationalt kendt rekreativt fiskeri, blev opkaldt efter atlantisk laks, ikke den ikke-hjemmehørende stillehavslaks, der trækker legioner af lystfiskere til floden i dag. I dag findes de få vilde indfødte atlanterhavslaks, der er tilbage i Amerika, i Maine.
Dwayne Shaw, administrerende direktør for Downeast Salmon Federation (DSF), anslår, at færre end 100 "vilde" atlanterhavslaks, dem født i naturen fra naturligt aflejrede æg, som i øjeblikket vender tilbage til Maine-floderne i et givet år, resten er af lageroprindelse. Mens fortalere for stillehavslaks hejser det røde flag, når løb falder i tusindvis, ville det være grund til at glæde sig for fortalere for atlantisk laks.
“Færre end 100, og måske så få som flere dusin, vilde atlanterhavslaks vender tilbage til hele DPS i nogle af de seneste år. Og det er mere sandsynligt end ikke, at en eller begge deres forældre kom fra et rugeri." — Dwayne Shaw, administrerende direktør, DSF
Maine eller Bust
Federale restaureringsbestræbelser på Connecticut-floden og dens bifloder i Massachusetts, Vermont og New Hampshire, og Merrimack-floden og dens bifloder i Massachusetts og New Hampshire, er blevet suspenderet. Mens stammerne (bredbestanden) stadig opretholdes i et føderalt rugeri, er belægningen ophørt. Det betyder, at den eneste aktive atlantiske lakserestaurering tilbage i USA er i Maine.
Problemer til søs
Atlantiske lakseløb, voksne fisk, der vender tilbage fra havet til deres naturlige floder og vandløb for at gyde, er farligt lave og har været det i årtier. Hvorfor det er sådan er ikke helt klart og sandsynligvis på grund af en kombination af problemer, hvoraf nogle vi ikke har meget kontrol over. Dette gør, hvad der sker i indre farvande endnu vigtigere, da når det kommer til atlantisk laks, kommer det hele ned på antal, og jo flere fisk, der kommer til havet, jo flere vil komme tilbage for at gyde.
Når det kommer til nordatlantisk laks, fører alle veje til det vestlige Grønland og Færøerne, hvor voksne fra floder i Europa, det nordøstlige USA og de canadiske maritimes samles der hvert år for at fodre, inden de tager hjemrejsen for at gyde . Vandringsruter for den nordatlantiske laks (Atlantic Salmon Federation).
Sociale problemer
Det er aldrig let at samle masserne for at beskytte, bevare eller genoprette noget, de ikke kan se. I modsætning til ørne, bisonfisk, havskildpadder og mange andre truede arter, vil du aldrig se en atlantisk laks i naturen, medmindre du fisker. De svæver ikke over hovedet, slentrer over sletterne eller kravler op på bøgen for at deponere deres æg, de svømmer bare ubemærket i mørket af vores floder og vandløb.
Historisk set, når det kom til fiskebeskyttelse, var det sportsudøvere, eller mere specifikt, rekreative lystfiskere, der førte angrebet. Desværre var vægten normalt "vild" og ikke nødvendigvis "indfødt". Desværre ser lystfiskere i mange tilfælde mere værdi i ikke-hjemmehørende arter, end de gør, hvad der hører til der. Og i de fleste tilfælde involverede bevaring gamefish, arter vi kunne fiske efter – og heri ligger problemet.
Efter at have været lukket for rekreativt lystfiskeri i to årtier har mange af nutidens lystfiskere aldrig fisket efter indfødte atlanterhavslaks, i det mindste i USA, og de, der har, bliver gamle. Efterhånden som vi mister fortalere for atlantisk laks til Fader Time, erstatter dem ikke på grund af manglende kendskab og som standard renter. Ligesom fiskene selv og de sagnomspundne lakseklubber er fortalere for atlantisk laks i fare for at forsvinde.
Mislykkede forsøg
Som stillehavslaks og steelhead restaureringsprogrammer, der bomber vores floder med fisk opdrættet i traditionelle rugerier, mislykkes indsatsen for at genoprette Atlanterhavslaks, og det er elendigt. At forvente, at stærkt tamme fisk overlever i farvande, der er blevet stærkt kompromitteret af dæmninger, invasive fisk, opvarmende vand og andre faktorer, er i bedste fald naivt og i værste fald en opskrift på katastrofe.
Når noget ikke fungerer, skifter du retning. For så vidt angår atlantisk laks, er det her, vi nu befinder os: det virker ikke, og vi skal ændre eller risikere at miste arten. Men forandring kommer smerteligt langsomt, når ofte underbemandede og underfinansierede offentlige myndigheder og non-profitorganisationer er involveret, og i dette tilfælde alt for langsomt for den sidste tilbageværende atlanterhavslaks i Amerika.
Skub på konvolutten
Ikke-typiske strømpeprogrammer som dem, der er ansat af DSF på deres Peter Grey Hatchery viser noget lovende. Opdrættet i ubehandlet vand fra deres fødselsflod og hård kærlighed frem for at kæle, er disse fisk bedre egnet til livet i naturen. Tidlige rapporter tyder på, at DSF kan være i gang med noget, da smolten returnerer associeret med de fisk, de opdrætter, er højere end dem, der stammer fra det føderale rugeri. Men dette er kun et plaster og en måde at holde fisk i floderne, mens vi tager fat på det store billede.
Og for at være klar, ingen ønsker at komme ud af rugeribranchen mere end DSF, og faktisk har de aldrig ønsket at være i rugeribranchen i første omgang. Men de kan ikke komme ud af det, før befolkningen er stabiliseret, eller den føderale regering trækker stikket til Downeast Maines atlantiske laks, som de gjorde Massachusetts, New Hampshire og Vermont.
Juni, 2017 – DSF’s Peter Grey Hatchery på bredden af East Machias-floden | Bob Mallard-billede
Hvem rykker op?
DSF, Atlantic Salmon Federation (ASF) og mange andre grupper og enkeltpersoner arbejdede længe og hårdt for at fremtvinge den kritisk vigtige føderale ESA-notering for Atlantic laks. Hvis dette ikke var sket, er det meget sandsynligt, at der ikke ville være nogen atlantisk laks tilbage i USA. Disse grupper fortsætter med at fjerne dæmninger – en kritisk vigtig del af puslespillet, installere fiskepassage, forbedre in-stream habitat, beskytte vigtige flodområder, plante æg, stamfisk, poste skilte osv.
Under den føderale notering for atlantisk laks er ansvaret for forvaltningen af arten delt mellem USFWS og Maine Department of Marine Resources (MDMR.) Den tidligere bruger millioner af dollars om året på vedligeholdelse af rugerier, oplagring og andre restaureringsbestræbelser, og sidstnævnte hjælper dem og fungerer som de lokale støvler på jorden.
Da Maine Chapter of Native Fish Coalition (NFC) henvendte sig til MDMR for at diskutere manglen på et maksimum længdegrænse på ørreder, der ligner atlantisk laks, i kystnære farvande, reagerede de øjeblikkeligt og indførte en 25-tommer grænse for at beskytte kritisk vigtige voksne atlanterhavslaks mod utilsigtet høst på grund af fejlidentifikation.
I samarbejde med DSF, ASF og MDMR har Maine NFC designet et informationsskilt for Downeast Maines atlantiske laksefoder og vandløb.De få tegn, vi kunne finde, var i dårlig stand og fastgjort til træer, stolper og kiosker, der lå gemt i børsten. Det så ud som om, vi havde opgivet laks, det sidste, vi vil have folk til at tro. Skiltene angiver, at fiskene er der, de er truede, og du kan ikke lovligt fiske efter dem, sammen med en anmodning: Hjælp venligst med at beskytte disse sjældne indfødte fisk. Idéen var at minde folk om, hvad vi lavede og hvorfor.
Native Fish Coalition National Vice Chair og Maine Chair Emily Bastian på den øvre Narraguagus River | Bob Mallard-billede
Hvem er ikke?
Desværre, mens de er ansvarlige for velbefindende for de fleste fisk, der findes i Maines indre farvande, Maine Department of Inland Fisheries and Wildlife (MDIFW) har taget en hands-off-position med hensyn til atlantisk laks. Da MDIFW blev spurgt, om de ønskede at være en del af NFCs atlantiske laksetegn, afviste MDIFW og sagde: "Vi forvalter ikke den art." Den kendsgerning, at skiltene blev opsat på vandet, de administrerer, og politiet berettigede deres involvering.
Mens MDIFW har givet nogle indrømmelser, såsom en 25-tommers maksimallængdegrænse på landfaste laks og havørreder i floder og vandløb for at hjælpe med at beskytte kritisk vigtige voksne atlanterhavslaks fra fejlidentifikation og utilsigtet høst, de har ikke udvidet den samme beskyttelse til de søer, hvor store voksne atlanterhavslaks kan overvintre.
MDMR har en 14-tommers minimumlængdegrænse på landfaste laks og havørreder i kystnære farvande for at hjælpe med at beskytte ung atlanterhavslaks mod utilsigtet høst pga. fejlidentifikation. Mens MDIFW har en minimumslængdegrænse på 14 tommer for landfaste laks i floder og vandløb, er grænsen for ørred, en art der let kan forveksles med atlantisk laks og findes i nogle atlantiske laksevandskel, kun 6 tommer, hvilket bringer unge atlanterhavslaks i fare.
I slutningen af 2019 foreslog MDIFW at udsætte ikke-hjemmehørende ørreder i Patrick Lake, udløbet af East Machias-floden. MDIFW bemærkede “Patrick Lake ligger i Maine-bugten DPS for atlantisk laks,” og at et tidligere udsætningsprogram, 2001-2004, blev afsluttet pga. "offentlig bekymring for udsætning af brunørred i en atlantisk laksedræning." Efter modstand fra NFC, DSF og andre blev forslaget trukket tilbage i maj 2020, hvor MDIFW citerede bekymringer om lavt afkast med hensyn til udsatte ørreder, ikke velfærden for truede indfødte atlanterhavslaks.
MDIFW påtog sig for nylig en indsats for at lave deres artsforvaltningsplaner om. Maine NFC og andre deltog i arbejdsgruppen for fjeldørred, og Maine TU og andre i bækørredarbejdsgruppen. Der var grupper for søørreder, landfaste laks - hvoraf de fleste også er ikke-hjemmehørende, søhvidfisk, agnfisk og ikke-hjemmehørende bas. Der var ingen arbejdsgruppe eller forvaltningsplan for atlantisk laks.
Under en nylig afstemning af Maine Outdoor Heritage Fund bestyrelsen med hensyn til finansiering til at hjælpe med at fjerne en fiskeblokerende dæmning ved Dennys River, en udpeget atlantisk lakseflod, kom den eneste uenige stemme fra MDIFW, som på spørgsmålet sagde, at det "ikke var en prioritet." Selvom de i sidste ende ændrede deres stemme, bekræftede det, hvad mange var bekymrede over – MDIFW er ikke fuldt ud forpligtet til genopretning af Atlanterhavslaks.
Foto med tilladelse fra Atlantic Salmon Federation.
Hvorfor betyder det noget?
Atlantisk laks tilbringer de første tre til fire år af deres liv i ferskvand. De går fra æg til alevin til yngel til parr, før de falder til havet som 6-8" fisk kendt som smolt.Atlanterhavslaks vender tilbage til deres naturlige floder og vandløb for at gyde efter et til tre år på havet, og nogle gange overvintrer de i ferskvandssøer, før de går tilbage til havet. Processen gentages, indtil fisken dør.
Mens de er i ferskvand, er atlantiske laks modtagelige for fejlidentifikation og tilfældig dødelighed i hænderne på lystfiskere. De fleste atlantiske laksevand er åbne for brug af lokkemad, som ifølge de fleste undersøgelser kommer med en 30 % hændelig dødelighed (IMR). Der er ingen måde at fiske disse farvande på uden at støde på unge, og endda voksne, atlanterhavslaks. Og de fleste af de søer, hvor voksne atlanterhavslaks kan overvintre, er åbne for isfiskeri, som har en endnu højere IMR.
Juvenile atlanterhavslaks er også udsat for konkurrence om mad og plads og prædation fra ikke-hjemmehørende fisk. Ifølge MDIFW, "Havløbet atlanterhavslaks forekommer i mange af Maines indre farvande, hvor landfaste atlanterhavslaks og brunørreder også kan eksistere." Kennebec-floden og dens primære gydebiflod for atlantiske laks, Sandy River, fyldes aktivt med ikke-indfødte brune. Og ikke-indfødte landfaste laks findes i hele Penobscot-systemet, såvel som nogle downeast-floder.
Mens MDMR er teknisk ansvarlig for arten, lever Maines atlantiske laks i de første tre til fire år af deres liv i vand, der administreres og kontrolleres af MDIFW. Uden MDIFW, der er fuldt ud forpligtet til deres beskyttelse og genopretning, vil restaurering af atlantisk laks i bedste fald være en kamp op ad bakke. Igen er situationen for atlantisk laks alvorlig, og vi har brug for alle på samme side, især MDIFW.
Laksespørgsmål... Alle sammen
Som en del af et "citizen scientist" bækørred undersøgelse projekt sponsoreret af Maine Audubon, Maine TU og MDIFW, arbejder frivilligt med at fiske kystnære vandløb og floder , hvoraf nogle er hjemsted for atlantisk laks, og registrerer deres fangst. Mens kunstige lokker og fluer anbefales, har frivillige lov til at bruge, og i nogle tilfælde opfordres til at bruge, lokkemad, noget jeg udfordrede, men til ingen nytte.
Under en udflugt til Downeast Maine postede en frivillig et billede af en blødende laks på græsset, som var blevet fanget af en af projektkoordinatorerne. Selvom det siges at være en indlandslaks, manglede fisken ved nærmere eftersyn en finneklip, hvilket indikerer, at det sandsynligvis var en atlantisk laks, og muligvis en sjælden vild laks. At risikere at dræbe en sjælden atlanterhavslaks bare for at bevise, at der er relativt almindelige bækørreder, giver ikke mening.
"Hvis det ikke lykkes dig at fange ørreder med kunstige lokker, kan du, inden du forlader dit undersøgelsessted, prøve at bruge orme til at vurdere, om der er bækørreder til stede." — Maine TU hjemmeside
Truede eller ej?
Den mest iøjnefaldende uoverensstemmelse med hensyn til forvaltningen af atlantisk laks i Maine er, at selvom arten er opført som truet på føderalt niveau, og de eneste atlantiske laks tilbage i USA er i Maine, er de ikke opført som truet kl. det statslige niveau. Dette inkluderer både Maine Endangered Species Actt (MESA,) og Maine Marine Endangered Species Act (ESA.) De er heller ikke klassificeret som "truede". Og utroligt nok er de ikke engang opført som en Særlig bekymringsart.
På det føderalt bemyndigede Wildlife Action Plan niveau er Maines atlantiske laks opført som en Tier 1-art af Største bevaringsbehov, to trin under truet, et trin under truet og samme status som tildelt fjeldørred, en art af særlig bekymring.Ifølge MDIFW er fjeldørred ikke engang sjældne, da NFC blev bedt om at fjerne ordet "sjælden" fra et co-brandet informationsskilt vedrørende sådanne
"Hvis antallet af elge eller hvidhalede hjorte i Maine var mindre end 100, er det meget sandsynligt, at de regulerende myndigheder i Maine vil angive dem som truede. Hvorfor har staten undladt at gøre det samme for atlanterhavslaks? — Topher Browne, forfatter til "Atlantic Salmon Magic"
For at forsøge at få alle på samme side som atlantisk laks ind på deres sidste omgang, NFC, Maine NFC, DSF, ASF, Maine Council ASF , Union Salmon Association, Upstream Watch, Kennebec Reborn, Friends of Merrymeeting Bay, Elliotsville Foundation, tidligere MDIFW-kommissær Ray "Bucky" Owen, tidligere MDIFW-vicekommissær Matthew Scott, tidligere MASC-biolog Edward Baum, pensioneret MDIFW-fiskeribiolog Joan Garner Trial, PhD; pensioneret Maine Department of Environmental Protection Biolog Mark Whiting, PhD; såvel som forfattere Catherine Schmitt og Topher Browne, indgiver et andragende til MDIFW at liste atlantisk laks som truet på delstatsniveau.
“Vilde atlanterhavslaks var engang spredt over New England. I dag forbliver disse fisk kun i en håndfuld Maine-floder, og der bliver ikke gjort nok for at bringe dem tilbage fra udryddelseskanten. En statsnotering ville hjælpe med at tackle en række væsentlige trusler mod arten, som den føderale notering ikke har været i stand til at adressere i de sidste 20 år." — John Burrows, administrerende direktør for U.S. Operations, ASF
Atlantisk laks fanget i Quebec – bestilt af Thom Glace – ivrig lystfisker, naturbevaringsmand og verdenskendt akvarelist/illustratør. Websted . . .
Fejl ved at forene
Desværre, som det ofte er tilfældet, når det kommer til fisk, nægtede nogle bevaringsgrupper i Maine, inklusive Maine Audubon, Maine Rivers og Natural Resources Council of Maine, at melde sig på og valgte i stedet at tage en vente-og- se, eller en mindre effektiv lone wolf-tilgang, i bedste fald indsende støttebreve efter kendsgerningen. Tror disse grupper ikke at atlanterhavslaks er truet? Føler de, at Maine ESA-processen ikke virker? Eller er de bare bange for at blive involveret i noget, der helt sikkert vil være omstridt?
Maine TU State Council var ikke i stand til at opnå konsensus to uger efter at være blevet bedt om at skrive under. De sagde, at de havde brug for "et par måneder" for at "forstå alle konsekvenserne af dette, og hvad der er de positive og negative aspekter af listen, da arten allerede er opført føderalt."
Maine TU fortsatte med at sige, at de "kan være i stand til at sende et brev til støtte for din anbefaling," ikke tilmelde sig som en partner, hvilket ville give en meget stærkere erklæring. Igen, hvorfor? Hvis Maine TU ikke kan støtte kritisk truede atlanterhavslaks, hvad kan de så støtte? Da Jeff Reardon, National TU's Maine-baserede repræsentant, og Maine Brook Trout Project Director, blev kontaktet for at støtte bestræbelserne på at opføre atlantisk laks som truet på statsniveau, henvendte han sig til Maine TU og ville ikke tage stilling. Omvendt tog ASF og NFC, som begge har en national og statslig tilstedeværelse, positioner på nationalt såvel som statsligt niveau.
Situationen opsummeres bedst af Emily Bastian, National Vice Chair og Maine Chair for NFC. Hvis du accepterer videnskaben bag atlantisk laks, som er stort set uimodsagt, og bekymrer dig om arten, kan jeg ikke se, hvordan nogen ellers kunne have det. Forhåbentlig vil MDIFW og Maine-lovgiveren føle det samme.Hvis de ikke gør det, vil utallige dollars og umådelig tid blive spildt, når agenturer arbejder mod hinanden, og Maines mest ikoniske fisk, "King of Fish", glider ned i afgrunden
“Atlantisk laks er klassificeret som truet på føderalt niveau og er i fare for at forsvinde. De eneste atlantiske laks tilbage i landet er i Maine, men staten har ikke opført dem som truede på delstatsniveau. At notere atlantisk laks på statsniveau ville hjælpe med at beskytte denne vigtige naturressource, bringe staten Maine på linje med føderale bestræbelser på at beskytte arten og hjælpe med at bevare en af Maines og nationens største og mest emblematiske fisk." — Emily Bastian, national næstformand, NFC
Når atlantisk laks svømmer deres sidste omgang, må vi spørge os selv: Kunne min yndlingsfisk være den næste? Hvad ville magterne gøre, hvis det var bækørreder, der var i problemer? Yellowstone møg? Steelhead? Bonefish? Tarpon? Stripers? Ville de slå sig sammen og gøre alt for at redde arten? Eller ville de lade græstørv, politik, personligheder, paranoia osv. stå i vejen for sunde videnskabelige beslutninger? Lad os håbe, at du ikke behøver at finde ud af det.
